Anmeldelse af Johannespassionen i Berlingske Tidende 6. april 2001

Klassisk: Levende og lødig opførelse af Bachs »Johannespassion« i Trinitatis Kirke.

Af Steen Chr. Steensen
Påsketiden nærmer sig, og for at man ikke skal glemme, hvad den egentlig drejer sig om, er det en god idé at gå ind i en kirke og lytte til en opførelse af en af Bachs passioner. Ikke den store dogmatik og dog en prædiken i musikalske gevandter. Eviggyldigt.

Sådan kunne man opleve det onsdag aften i Trinitatis Kirke, hvor kirkens eget koncertkor - Kantori - havde fundet »Johannespassionen« frem og allieret sig med en flok musikere og solister. »Johannespassionen« er i sit udtryk mere afdæmpet, inderlig og renfærdig end den storslåede, følelsesfulde »Matthæuspassion«. Det var i sig selv godt, at kantoriet havde valgt netop »Johannespassionen«, dels fordi den er sjældnere opført dels fordi den passer godt til netop et kor som Trinitatis Kantori.

Intimiteten og den indbyggede ro i »Johannespassionen« kaldte på kvaliteterne i koret: En smuk, samlet klang og en intimitet i den nære behandling af teksten. Dirigenten Per Enevold viste endnu en gang sin store erfaring på dette område. Han kender til opførelsespraksis og forsøgene på at genskabe musikken, som den måske har lydt på Bachs tid, men han er også så meget musiker, at han ved, hvordan budskabet når ud til mennesker på vej ind i det nye årtusinde: Ved de rolige, til tider meditative tempovalg og en musiceren i lange, sangbare linjer.

Fokus var sat på klang og medrivende fraseringer frem for rytmiske og tekstmæssige spidsfindigheder. »Johannespassionen« lægger ikke op til det store drama, selv om det er samme historie, der fortælles om Jesu tilfangetagelse, domsafsigelsen og korsfæstelsen. Selvfølgelig er der dramatiske udladninger, men slet ikke i samme format som i »Matthæuspassionen«, og denne forskel havde Per Enevold sig for øje.

Solistsekstetten var af svingende kvalitet. Den tyske tenor Andreas Weller havde en karakterfuld tenor til evangelistpartiet, og Marianne Rørholm fik tiden til at stå stille, da hun sang altarien »Es ist vollbracht!« - så inderlig følsomt akkompagneret af Ingemar Brantelids cellospil. Gid resten af orkestret havde haft samme stærke fornemmelse for kombinationen af autencitet og intensitet. Men under Per Enevolds sikre ledelse var det helheden, der trådte frem.

Den var båret af smukke intentioner, og det er dem, man hørte gennem de to timer, passionen varede. Og det er dem, der stemmer sindet til den kommende højtid.

Trinitatis Kantori: Med Andreas Weller, Jens Søndergård, Johannes Weisser, Susanne Elmark, Marianne Rørholm, Sune Hjerrild.