Den 28. – 30. november 2008 i Trinitatis Kirke, København
I slutningen af det forgangne år lagde den verdenskendte tyske
Bach-dirigent Helmuth Rilling vejen forbi Trinitatis Kirke i København for at afholde en
masterclass og to koncerter sammesteds. Projektet havde sit udgangspunkt i et
ønske om at ville videregive sin musikalske erfaring til den yngre muskergeneration,
som Rilling udtalte i en samtale på Verdenskorsymposiet i Minneapolis 2002.
Denne udtalelse fandt jeg inspirerende, og da jeg gennem en længere årrække har
haft kontakt med Helmuth Rilling , så var det naturligt for mig at tage initiativ til at
prøve at arrangere en masterclass med Rilling i København . Projektet blev
muliggjort i et samarbejde med Danske Korledere og Jesper Grove Jørgensen, støttet
og bakket op af Dansk Kapelmesterforening, Solistforeningen, Dansk Kor Forbund,
Dansk Musiker Forbund og Danske Korledere/Musikrådet. Det skulle imidlertid vise
sig, at den nu 75 årige tyske dirigent stadigvæk har sin kalender tæt besat med
koncert‐ og masterclassaftaler, så vores planer kunne først afvikles to år efter min
første henvendelse til Rilling om at komme til København. Helmuth Rillingmasterclass
for yngre solister og dirigenter 2008 blev afviklet i dagene fredag den 28. – søndag den 30. November 2008 i Trinitatis Kirke og
sognehus. 10 solister og 6 dirigenter deltog som aktive. Hertil kom 10 passive
deltagere og Trinitatis Kantori & Kammerorkester, bestående af 40 korsangere og
22 musikere.
Den første dag var der masterclass i sognehuset med solister og dirigenter, der
arbejdede med Bachværkerne: Unser Mund sei voll Lachens, kantate 110 og Magnificat. Om aftenen havde dirigenterne en klaverprøve med Trinitatis Kantori.
Næste morgen var der prøve i kirken med solister, kor og orkester og samme
eftermiddag afholdtes en “Gesprächskonzert”, hvor Rilling – efter en åben
generalprøve med korte eksempler, udført af solister, kor og orkester, først lavede
en værkgennemgang af kantate 110, hvorefter kantaten blev opført i sin helhed. De
aktive solister sang hvert sit recitativ og arie/duet, og dirigenterne tog sig af hver
sin sats med solister og kor.
Den følgende dag var det Rilling, der stod med taktstokken foran Trinitatis Kantori
& Kammerorkester. Søndagskoncerten blev transmitteret af DR og programmet var
Bachs kantate 110, motetten Singet dem Herrn og Magnificat. Alle aktive solister
medvirkede også ved denne koncert. Helmuth Rilling er ikke en dirigent med store fagter og falbelader. Man skal
undertiden lytte godt efter for at opfatte alt, hvad han siger, fordi hans tale kan være
meget stilfærdig. Han kan tilmed i sin fremtoning undertiden virke lidt “underspillet”, men man skal ikke tage fejl. Specielt i koncertsituationen udstråler
Rilling energi, overblik og koncentration. At han er en meget erfaren dirigent med
dyb, dyb indsigt i sit stofområde hersker der absolut ingen tvivl om. Det er helt klart,
at alle spørgsmål, der kom frem i forbindelse med masterclass og koncerter, havde
han gjort sig grundige overvejelser om. Rillings professionalisme og store erfaring
viste sig også helt klart ved de tidsmæssigt meget komprimerede forprøver til de to
koncerter, hvor han – uden noder – med en fuldstændig sikker tempofornemmelse,
og uden overflødige ord, præcist skar ind til benet og kom med de nødvendige
anvisninger og korrektioner, anvisninger som altid begrundes i forholdet mellem
tekst og musik!
Et møde med Helmuth Rilling aftvinger stor respekt for mesterens dybe viden og
store seriøsitet – der er noget at tage ved lære af! Mange af de godt 80 masterclassdeltagere,
korsangere og musikere gav da også umiddelbart udtryk for stor glæde for at have deltaget i masterclass’en, ligesom der var stor begejstring blandt det
talrigt fremmødte publikum.
|

|